Nyhedsbrev December 2024

I dag blev vinderen af kagehus-konkurrencen udtrukket. Én af Storms Hjørnes frivillige bager hvert

år et kagehus som kan vindes, hvis man deltager i konkurrencen. I år skulle børnene gætte eller

rettere tælle antallet af julemænd og fugle indtegnet på gavepakken i udhængsskabet. Den

heldige vinder i år blev Albert Noe West. Tillykke til Albert, der ses på billedet sammen med sin

mor. Vi håber, at kagehuset sender dets gode honningkageduft ud i stuen på Clara Frijsvej helt

frem til juleaften.

Året nærmer sig afslutningen, og bestyrelsen er ved at gøre klar til statusoptællingen af lageret,

forberedelse af generalforsamlingen d. 17. februar 2025 og at få sat to streger under et afsluttet

årsregnskab. Men inden året er omme mangler vi et enkelt arrangement, nemlig Nytårskuren.

Den finder sted mandag d. 30. december kl. 15 – 18 i butikken, hvor Storms Hjørne byder på et

glas, så vi alle – frivillige, medlemmer og kunder – kan ønske hinanden et godt nytår og takke for

det gamle. Vi håber at se rigtig mange i butikken den eftermiddag.

Den årlige julefrokost for frivilliggruppen blev afholdt d. 10 december med sild, smørrebrød og

hjemmelavet ris á la mande inkl. mandelgaver. Til kaffen var der hjemmebagte småkager og

hjemmekogte klejner. Også i år var der skrevet en lejlighedssang af en frivillig om livets gang i

Storms Hjørne, og en quiz var bygget op over kendskabet til de forskellige retningslinjer, krav og

rutiner, der former arbejdet for de frivillige i Storms Hjørne. Et af aftenens højdepunkter var et

indslag orkestreret af næstformanden, der havde medbragt sin herrekvartet, og den indtog

overraskende rummet som Luciabrude! Ikke et øje var tørt. Efterfølgende sang herrekvartetten

uddrag fra Verdis, Carl Nielsens og Ørkenens Sønners repertoire. Som man nok kan fornemme, har

rigtig mange frivillige, inkl. 3 herrer udefra, været involveret i at skabe en festlig, opstemt og

minderig juleafslutning.

I september måned modtog foreningen 25.000 kr. i fondsstøtte fra Fonden for Fynske Bank,

øremærket renovering af køkkenet. Seks frivillige fra den mandlige gren af frivilliggruppen

forvandlede i løbet af et par uger i november måned det gamle, jordslåede køkken til et nyisoleret

og istandsat køkken. Alt er nyt: Vægge, gulv, loft, køkkenelementer, lamper og hylder. Også en

opvaskemaskine blev installeret. Alt i alt er det et kæmpe løft til butikken. Det har længe været et

ønske for Storms Hjørne at kunne servere kaffe i porcelænskrus – både den gratis medlemskaffe

og salg af kaffe fra kaffemaskinen inde i butikken – så vi kan minimere brugen af

engangsemballage/papkrus til to-go kaffe. Det er nu blevet en realitet.

Det samlede beløb fra fonden blev anvendt til materialer og inventar, mens udgifterne til

professionelle håndværkere, så som elektriker og smed konteres som egenbetaling. I dette

nyhedsbrev skal der derfor rettes en stor tak til Fonden for Fynske Bank for det nye køkken.

Vi takker også for, at så mange i lokalområdet støtter butikken med et medlemskab og ved at

handle i butikken. Især i fondsøjemed vægtes en forenings medlemstal. De forskellige fonde er

nemlig interesseret i, at deres støttemidler rækker ud til så mange som muligt. Vi er p.t 420

medlemmer, hvor de 49 indgår i frivilligegruppen.

Med ønsket om både stabilitet og fremgang for foreningen i det kommende 9. år af foreningens

levetid ønsker Storms Hjørne hermed alle medlemmer en rigtig glædelig jul og godt nytår.

Mange hilsner

bestyrelsen