Nyhedsbrev maj 2024

Nyhedsbrev maj 2024

Efter generalforsamlingen i februar måned trådte den nye bestyrelse sammen. Vores kasserer

gennem 4 år, Ingegerd Størling, trådte tilbage. Det samme gjorde bestyrelsessuppleant Jacob

Lützen. De to nye medlemmer, der i stedet blev valgt ind i bestyrelsen er Jens Eriksen og Ann

Arnoldi. Også her i Nyhedsbrevet skal de to nye medlemmer bydes rigtig hjertelig velkommen,

ligesom de afgåede skal have en stor tak for indsatsen. Jens Eriksen er foreningens nye kasserer,

og Ann Arnoldi er bestyrelsessuppleant og har allerede tager aktivt del i forskellige ad hochopgaver

og er fast medlem af deko-gruppen.

Grundet de mange nye digitale krav til virksomheders regnskabsstyring har bestyrelsen nedsat en

økonomigruppe med faste arbejdsfordelinger.

Vi startede bestyrelsesåret med at indkøbe et nyt kasseapparat, der på alle måder tilgodeser

myndighedernes krav om transparens i salgstransaktionerne. Som en frivilligdrevet

købmandshandel er det ikke uden ’fast arbejde’ at få alle butiksvagter kørt ind i et nyt system, ej

heller for økonomigruppen at få de forskellige regnskabsposteringer indlæst de rigtige steder etc.,

men butiksvagterne er et roligt folkefærd, der har taget de nye procedurer med både smil og

tålmod, og det skal de have en stor tak for.

I midten af januar fik Storms Hjørne en aftale i stand med Wendorff Bageri. Vi var desværre nødt

til at ophæve den mere end et år gamle aftale med bageriet ”Pastry by Holst og Riess” fra Humble,

grundet bageriets produktionsnedsættelse, som betød, at Pastry kun kunne levere brød i

weekenderne. Aftalen med Wendorff betyder, at Storms Hjørne kan sælge brød og kager hver dag,

og dette er til stor glæde for både lokalbefolkningen og for butikkens omsætningsniveau.

I efteråret modtog vi fondsstøtte til nye facadevinduer i butikken. Vi modtog Kr. 30.000 fra SEAF

og Kr. 45.000 fra Den Halbergske Familiefond. Sydfyns Byggefirma har specialfremstillet

vinduerne, og ved det blotte øjekast kan man ikke se forskel på de gamle og nye, hvilket også har

været hensigten. Indenfor i butikken kan der derimod mærkes en forskel. De nye vinduer er

termo-tætte og isolerende, og det kan mærkes på vores elforbrug.

Som vi har skrevet om tidligere, så åbnede vi haven sidste sommer, og den blev flittig brugt af

kunder, turister og lokalbefolkningen. D. 1. maj i år blev haven åbnet for den kommende sæson

efter den nyetablerede havegruppe havde gjort den forårsklar. I en stor frivilliggruppe som vores

er der altid opgaver, der passer til den enkeltes temperament, så det blev ikke svært at etablere

en havegruppe, der vil sørge for, at græsset slås, hækken klippes og småbede passes.

Inden længe er der byloppetorv i Troense. Det foregår lørdag d. 1. juni fra kl. 10 – 15. Storms

Hjørne opstiller et bord og en pavillon foran vores cykelstativer, og herfra vil der være salg af

sandwiches og pølsehorn fra Wendorff samt kaffe, the og vand. Troense Beboerforening opstiller

fadølsanlæg på torvet, så det skal nok blive en festlig dag.

Også i dette års feriesæson holder butikken åbent hele dagen (kl. 9 – 18):

fra mandag d. 1. juli til søndag d. 25. august.

Obs. Obs.:

Grundet overgang fra fastnettelefon til mobiltelefon har Storms Hjørne fået nyt telefonnummer:

22 70 70 44

Vi ønsker hermed alle vore medlemmer en god sommer med en velbesøgt butik og afslappende

sommerstunder i haven.

Mange hilsner

bestyrelsen