Nyhedsbrev december 2023

Med dette års sidste Nyhedsbrev ønsker vi alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.

Det forløbne år har været et helt specielt år for foreningen. I januar måned købte vi butikken kontant ved hjælp af salg af folkeaktier, fondsmidler og egenkapital, og i samme måned indgik vi aftale med Pastry, bageriet i Humble, som startede levering af brød og kager til butikken. Dette forøgede straks omsætningen. Byens borgere kvitterede på den måde for, at man nu fik et bagerudsalg i Troense med delikat og sundt brød samt lækre kager.

Saldoen på hovedkontoen, medio december 2023, er på kr. 210.390. I betragtning af, at vi startede året med små 40.000 kr. i banken, så har salget gennem året været godt og stigende.

I det forløbne år har vi mærket ’glæden’ ved at være ”herre i eget hus”. Vedligeholdelsen af et gammelt hus blev meget nærværende: Ombygning, renovering og forbedringer trængte sig på, og vi har prøvet at følge med i det tempo, som de forskellige nedslidninger har meldt sig i. Det har senest ført til bedre isolering af butikken, ny rørtilførsel af vand i gården inklusiv rottesikring for nu at nævne det mest akutte. Heldigvis træder mange (sydfynske) fonde velvilligt til med støtte, så hermed en stor tak til ”Den Halbergske Familiefond” for støtte på 40.000 kr til nye, tidsvarende og energivenlige facadevinduer også tak til SEAF for 30.000 kr. til energibesparende tiltag. De nye, flotte facadevinduer er specialfremstillet af Sydfyns Byggefirma.

Vi arbejder på at nedbringe vores elforbrug for at mindske vore udgifter: De to displayfryseskabe vil i januar 2024 blive udskiftet med en langt mindre energiforbrugende kummefryser, og allerede i efteråret sparede vi den ene is-boks ved at samle is fra Premier-is og Skarø-is i én boks. Til sommer, når efterspørgslen på is vender tilbage, vil man dog igen finde to is-frysere i butikken.

I Danmark skrues der rigtig meget op for digitale krav og løsninger. Fra 1. januar 2024 skal små butikker som vores leve op til SKATs krav om transparens i forbindelse med salgsregistrering. Det betyder, at myndighederne skal kunne hente data direkte fra vores kasseapparat for at kontrollere, om alt registreres på den rette måde. Skat ønsker på denne måde at bekæmpe skatteunddragelse og sort økonomi. Foreningen har firmaet Zettle som leverandør af kassesystem, og de har sørget for, at butikken lever op til de nye regler, der træder i kraft fra årsskiftet.

I butikken afslutter vi året med at skaffe os et overblik over varelageret. Det sker i dagene d. 28. og 29. december. Lageret samt varebestanden i butikken optælles af en række frivillige, så vi kan afslutte årets regnskab så eksakt som muligt. Vi glæder os til at starte et nyt år og er selvfølgelig også spændt på at se, hvilke udfordringer det vil give os. Indtil nu er vi dog ikke blevet slået ud af noget!

Sluttelig vil vi gøre opmærksom på, at generalforsamlingen er fastlagt til torsdag d. 29. februar 2024 kl. 19 i sognehuset, og vi håber at mange medlemmer vil møde op.

Endnu engang ønsker vi alle medlemmer en rigtig glædelig jul og et godt nytår samt en stor tak for støtten i form af medlemskab. Også en tak til alle kunderne, som gør det muligt at drive butikken, og ikke mindst en stor tak til alle frivillige, foruden hvem Storms Hjørne ikke eksisterede.

Med mange julehilsner og på gensyn i det nye år.

Bestyrelsen