Nyhedsbrev marts 2022 – Folkeaktier

Som du måske ved, er Storms Hjørne en borgerdrevet købmandshandel, der har eksisteret i 6 år med en god omsætning og en sund økonomi gennem alle årene.
 
Vi lejer butiksbygningen, der ligger i hjertet af Troense. Ejeren ønsker at sælge den til en aftalt pris af 894.000 kr., hvorfor vi har startet en crowdfunding med det formål at indsamle kapital til køb af bygningen, så vi fortsat kan have en købmand i Troense.

Vi opfordrer derfor alle vore medlemmer, tidligere bidragsydere, vores leverandører samt virksomheder og foreninger på Sydfyn til at købe én eller flere folkeaktier.
 
Køb en folkeaktie:
Gå ind på hjemmesiden: https://crowdfunding.coop.dk/project/1489/description

Køb en folkeaktie af én af værdierne:
Bronze:    kr. 500
Sølv:         kr. 1.500
Guld:        kr. 3.000
Erhverv og foreninger:  kr. 5.000
 
Tidsperiode for køb af folkeaktier:
15. marts – 15. maj 2022
 
Vi opsætter et barometer uden for butikken, hvor man følge udviklingen af indsamlingen. 
Hvis du køber en folkeaktie sikrer du ikke blot indkøbsmuligheder i Troense; du støtter også de små sydfynske virksomheder, hvis varer vi forhandler i butikken.
 
Hvis du køber en folkeaktie sikrer du byens sociale fællesskab skabt omkring et meningsfuldt og sjovt arbejde, nemlig at drive en butik.
 
En købmand i dit nærområde bidrager til et folkeliv; den gør byen levende, og den skaber et samlingspunkt. Man møder folk gående og cyklende ude på gaden på vej til butikken og ser ikke kun biler, der suser forbi til og fra indkøb uden for byens grænse.
 
For de ældre i byen er en lokal købmand en gave. Det kan være den daglige gå-tur, der får et mål i stedet for at turen blot bliver rundt om blokken. På dårlige dage kan varer leveres bestilt pr. telefon.
 
De mange turister, der besøger til byen, møder en levende by med omdrejningspunkt i Storms Hjørnes dagligvarebutik, hvor også Tåsinge Turistinformation har brochurer om hele det sydfynske område. Kaffen skænkes rundhåndet ved de små caféborde, mens man hører det sidste nye om byen, øen og verden.
 
I 6 år har vi haft åbent 360 dage om året – butikken holder kun lukket i tre juledage og i to nytårsdage. Vi er en forening på godt 300 medlemmer, hvoraf de 42 udgør frivilliggruppen, Det er den gruppe borgere, som sørger for, at vi har en butik i byen. 
 
Vil du bevare den energi og det liv, som en købmandshandel giver byen, så køb en folkeaktie.
 
Med en folkeaktie får du således en købmandshandel i dit lokalsamfund, mulighed for at indgå i et meningsfyldt fællesskab med andre, og du får en by, som er attraktiv for boligsøgende familier. Som ejendomsmæglerne siger: Hvis der er skole, institutioner og lokale indkøbsmuligheder i nærområdet, så stiger ejendomspriserne!
De unge familier siger: Foruden økologi ønsker vi også varer fra lokale småproducenter!  
Derfor må vi bevare Storms Hjørne.
 
Finansiering af købet
Vi håber, at vores opsparing på omkring kr. 200.000 sammen med crowdfundingbidragene kan finansiere en stor del af købssummen. Jo flere folkeaktier vi sælger, des bedre står vi i forhold til at restfinansieringen.
 
Venlig hilsen
Storms Hjørne
bestyrelsen
 
NB: Du kan få it-hjælp til at købe en folkeaktie. Spørg i butikken