Nyhedsbrev september 2020
BYENS BEDSTE BUTIK
Det har været en fantastisk sommer.
Sommerens begrænsninger for ferier i udlandet har betydet virkeligt mange turister i Troense.
2200 Maglemose-æg, 1400 Skarø-is og 3000 rundstykker solgte vi i juli og august. Grill-pølser – æbler fra glaspusteren – dagligvarer – ja, der har i juli og august været et fantastisk salg på alle områder, og dagligvareindkøberne og specialvareleverandørerne har haft svært ved at følge med efterspørgslen.
Det gode sommervejr har selvfølgelig også spillet en rolle – og det ser ud til at fortsætte. Vi har opgjort salget for juli og august, og omsætningen er 50% større end i 2019 !
Tak til alle jer medlemmer, som hele året støtter Storms Hjørne, og som har lagt vejen forbi forretningen i løbet af sommeren. I medvirker i høj grad til den gode omsætning og – ikke mindst – en forretning fuld af liv og glade mennesker. Mange udenbys kunder har i løbet af sommeren udtrykt stor begejstring for Storms Hjørne og har bemærket, at vi ikke er en forretning i gængs forstand, men et helt unikt samlingspunkt for alle generationer i byen.
Corona – situationen påvirker både vores kunder og butiksvagter. Vi tager situationen alvorligt og fastholder flg retningslinjer:
- Max 6 kunder i butikken ad gangen
- Afspritning af hænder med den spritdispenser, som er opsat til kunderne ved indgangsdøren
- Butiksvagterne afspritter hænder med jævne mellemrum under vagten/bruger engangshandsker
- Alle håndtag og overflader afsprittes under hver vagt
- Skærmen ved kasseapparatet forbliver på sin plads
Som nævnt tidligere er caféen lukket, da vi ikke kan opretholde afstandskravet. Men når caféen åbner igen, kommer vores nyindkøbte kopper frem, kopper med navnet Storm på. Vi glæder os til igen at kunne servere en kop kaffe.
NØRDERIER OG NØRKLERIER
For at opdatere forretningens udvalg af specialvarer gør vi os umage med at følge med i, hvad der rører sig på det kulinariske område. Hvad er oppe i tiden – er det ”nye sort” ikke længere lakrids men noget helt andet ? Det er vigtigt, at I er med til at holde os orienteret og fortæller os om de ønsker, I måtte have til nye produkter, som passer ind i vores varesortiment. Vi stræber efter at finde små lokale producenter – lokale råvarer – økologiske produkter, eller produkter, som på anden vis er unikke.
I ”nørderi-afdelingen” har vi netop fået 2 nye varer hjem. Varerne har det til fælles, at de produceres af unge mennesker, som med energi og entusiasme har kastet sig over mikro-produktioner af varer af høj kvalitet, og som vi gerne vil medvirke til at ”verden” får øjnene op for:
”Rodløs” æblecider Emil Næsby har gennem nogle år ”nørdet” med fremstilling af cider, og han er nu klar til at lancere forskellige cidere. Emils produkter er helt specielle og usammenlignelige med de cidere, som kan købes i supermarkederne.
Emil skriver bl.a. om sine produkter, som alle har det til fælles, at de er produceret af æbler fra Sydfyn – Tåsinge – Troense:
”Rodløs Cider – på æbler fra henlagte plantager, krat og glemte træer. Rodløs Cider er en mikroproducent (siden 2019) af vild dansk cider baseret på Sydfyn.
Vi er et håndbryggeri, hvor vi selv samler alle æblerne, presser dem til most, gærer det og tapper cideren på flaske.
Når æblerne er samlet og presset til most, gærer den på tanke og flasker i alt op til 16 måneder. God cider tager sin tid.
Vi har som bærende princip, at vi samler frugten fra de henlagte plantager og de glemte træer. De får ingen sprøjtemidler, og vi tilsætter ingen kemi eller gær, men bruger den naturlige vildgær der sidder på æblet. Det synes vi er med til at skabe en mere levende og kraftfuld cider. En cider der består af 100% æblemost og som smager af de træer og landskaber den kommer fra.”
Vi har lige nu 2 varianter på hylderne i stærkt begrænset mængde i 75 cl flasker. Vi har valgt at sælge disse flasker til en intro-pris, som ligger ca. kr. 10.- under den pris, de kommer til at koste i fremtiden.
Dette års æblehøst er ved at være i hus, og vi kan se frem til, at vi næste år også kan tilbyde æblecider på 33 cl flasker.
Kaffe fra Holy Bean Coffee Roasters På opfordring fra vores lidt yngre kundegruppe, som ”nørder” med kaffebrygning, har vi indgået aftale med Sine Klejs Gren om at forhandle nogle af hendes kaffevarianter.
Sine er SCAE certificeret rister & barista, og hun lægger vægt på grundighed og bæredygtighed. Hun arbejder med lysristede kaffer, som alle er økologiske og siger bl.a.:
”Rigtig kaffe af en høj kvalitet er lig med kaffe til en høj pris og dermed en tilsvarende høj løn til farmerne i de kaffeproducerende lande.
Den endelige ristning og kaffebrygning er altafgørende for den gode smag. At riste kaffen til perfektion betyder også, at vi anerkender og værdsætter kaffebøndernes store arbejde! Det er derfor vi rister vores kaffer nænsomt og ud fra en klar vision om, hvordan kaffen skal smage, afhængig af bl.a. deres oprindelse og forarbejdning”
Kaffen vil være på hylderne i Storms Hjørne inden længe. Vi lægger ud med ganske få varianter, men udvider gerne sortimentet hen ad vejen.
”Nørklerierne” lever i bedste velgående! Faktisk har vores lokale øl-kasse-nørkler haft meget travlt, for kasserne er stadig et stort ”hit” blandt mange kunder, som køber de små Storms Hjørne-kasser med øl, eller selv udvælger de varer som de ønsker. Vi har nu kasser i forskellige mål, som passer til de specialøl, vi forhandler.
UDSiGT – INDSIGT – FREMSYN:
Det nye vindue Som man sikkert har lagt mærke til, er den lille ombygning i butikken blevet færdig. Vinduet er sat i, og lyset vælter ind i den oprindeligt mørke del af butikken samtidig med, at man udefra kan få et kig ind og se et udvalg af specialvarerne. Vi har malet facaden, og udhængsskabene er hængt op i lodret format, så de både er lettere tilgængelig, når der skal sættes info op, og giver et mere ensartet linjeforløb på facaden. Indenfor er der sat hvide hylder op som svarer til hylderne i de to eksisterende vinduer, og glasvarer fra Glasmagerne, Vemmenæs, er sammen med vin-og spiritusflasker stillet frem til udstilling herpå. Donatorerne til vinduet er Fonden for Fynske Bank, Praksis Arkitekterne, Troense Beboerforening samt Pæreskudeprojektet, som vi sender venlige tanker til.
Torvet Storms Hjørne har brug for byens torv som samlingssted for vores kunder. Her i sommer har mange turister og fastboende klumpet sig sammen i skyggen på de to bænke uden for butikken, enten med en is i hånden eller en kop to-go-kaffe. Vi kunne tænke os en ambitiøs renovering af torvet, der passer ind i byens miljø og er specielt henvendt til den voksende turistgruppe af øhavsstivandrere og -cyklister, dvs de ikke bilende turister. Sammen med Troense beboerforening bliver der snarest nedsat et udvalg med to repræsentanter fra hver forening, som vil ansøge én eller flere af kommunens puljer om en forskønnelse af torvet.
Køb af ejendommen: På det netop afholdte frivilligmøde informerede bestyrelsen om overvejelserne omkring et eventuelt køb af Storms Hjørne.Ejendommen er til salg, og trods det gode samarbejde vi som lejere altid har haft med ejeren, Mads Ziegler, kan der være mange fordele ved at købe ejendommen helt eller delvist for at sikre butikkens eksistens.
Bestyrelsen er i færd med at sammensætte et arbejdsudvalg, som skal undersøge de forskellige muligheder – juridiske, tekniske og økonomiske – således, at projektet kan fremlægges til beslutning på næstkommende generalforsamling i februar 2021.
Hvis der blandt medlemmerne er personer, som har kompetencer om ovenstående og har lyst til at være med i arbejdsudvalget, hører vi gerne snarest muligt.
Frivillige D. 25. august afholdt vi det første fysiske frivilligmøde siden marts 2020. Selvfølgelig med de forholdsregler, der gælder for forsamlinger. Det var dejligt at kunne mødes ansigt til ansigt, og som altid ved fysiske møder i modsætning til mailkorrespondancer øges både idéerne, fællesskabsfølelsen og tilhørsforholdet. Vi håber, at vi også til oktobermødet kan samles i sognehuset.
Flere frivillige, som i starten af Corona-krisen måtte blive hjemme og passe på sit eget og familiens helbred, er heldigvis kommet tilbage som butiksvagter. Men vi har brug for endnu flere aktive frivillige og har netop omdelt en folder, hvor vi opfordrer byens borgere til at give en hånd med. Man bestemmer selv hvor meget og hvor lidt, og der er brug for bl.a. butiksvagter, indkøbere, reparatører og håndværkere. Vi opfordrer interesserede til at møde op i forretningen den 29.9 kl. 13, eller den 1.10 kl 19 eller at komme ind i butikken og tale med os.
Forhåbentligt bliver det snart muligt og forsvarligt at mødes i større grupper, for i 2021 fylder Storms Hjørne 5 år, og det skal fejres! Der er nedsat udvalg, som skal planlægge de nærmere detaljer omkring fejringen samt muligheden for at søge fondsmidler.
Næste bestyrelsesmøde den 19.10.20
Næste frivilligmøde den 28.10.20
Venlig hilsen
Storms Hjørne