NYHEDSBREV APRIL 2018
De unge bøge er sprunget ud i Nørreskoven. Det er forår NU og forude vinker St. Bededagsferien – forhåbentlig med livlig handel.
Storms Hjørne holdt åbent i alle påskedagene. Salget var fint, men noget svingende, med en enkelt dag over 5.ooo kr i omsætning.
På revisorernes anbefaling har der i marts måned været fokus på svind. Kasserede og nedsatte varer er blevet registreret, og opgørelsen viser, at svindet ikke er så stort et problem som antaget. I marts måned lå det på 4,9 %, netto 3,1%. Halvdelen af svindet ligger på bagervarer – derefter følger grøntsager og mælkeprodukter. Hvis der kasseres for 500 kr. bagervarer om ugen, svarer det til et tab på 26.000 kr. på et år. Det er et stort beløb i forhold til vores overskud, så det er værd at sætte ind her. Vi fortsætter derfor registreringen med et nyt skema, hvor brød og kager er adskilt. Derudover registreres kaffe, mælk og lignende til brug i butikken for sig selv.
Vi mangler stadigvæk butiksvagter! Det er en lille, hård kerne, der holder butikken kørende. De vil gerne suppleres. Lise har kontaktet formanden for Tåsinge Turistforening for at forhøre sig om muligheden for at skaffe nye butiksvagter fra denne kant, da han i det sidste referat har betegnet Storms Hjørne som et ”udviklingsområde”. Der er ved at blive formuleret en folder med samme fokus: flere aktive butiksvagter.
En tablet i butikken kan nu give interesserede overblik over vagtplanen.
Referater fra frivilligmødet den 11.4. og bestyrelsesmødet den 19. 4. ligger på www.stormshjorne.dk
Bo Abelgren, hvis øl A&R vi tidligere har forhandlet, åbner den 19. maj sit nye Svendborgsund Bryghus på Sundbrovej 12. På dagen vil der være masser af friskbrygget økologisk øl, grill + kage og limonade til børnene. Vil du byde Bo velkommen, så mød op og smag!
Arrangementer for butiksvagter og frivillige
Udflugt til Skarø den 6.maj: Skarø Is inviterer til ”forhandlerdag”. Tilmelding senest den 29.4. i butikken. Frivilligmøde tirsdag den 12. juni. kl. 19.
Vibeke
Troense, den 25.4.18
Åbningstider
Mandag-fredag 09.00-12.00 samt 15.00-18.00
Lørdag & søndag 09.00-12.00 samt 15.00-18.00.
Sommeråbent fra kl. 9-18. Se forsiden
Bestilling af brød inden kl. 12.00 dagen før.
Butikken har kun lukket 5 dage om året:
d. 24., 25. og 26. dec. samt d. 31. dec. og 1. januar.