NYHEDSBREV – 1.5. 2017
Det går stadig godt i Storms Hjørne.
I påsken – og også i dagene før – var der livlig handel i butikken. Omsætningen i april måned når op over 80.000 kr. Ikke mindst Storms Dram og de nye øl fra Refsvindinge var i fokus.
Noget af overskuddet vil blive brugt til reparationer og indkøb af bl.a. et nyt avanceret kassesystem, der kan scanne stregkoder, modtage mobil pay og forenkle mange procedurer. Vi håber, at det hurtigt kan blive indarbejdet, så vi er trygge ved at betjene kassen under VM i Star-både, der finder sted fra den 29.6. til den 9.7. De mange mennesker i Troense vil ganske givet sætte deres præg, men hvor meget det vil betyde for forretningen, er svært at forudsige. Det er tanken, at vi f.eks. kunne levere grillpakker, drikkevarer og frugt. Vi vil samarbejde med Troense Bådelaug og koordinere vores indsats med dem. De dage, arrangementet finder sted, vil forretningen ekstraordinært være åben fra kl. 8 – 12 og 15 – 19 med mindst to vagter.
Derudover vil der ikke blive ændret på strukturen i Smartplans vagtskema. Vi vil fastholde de indarbejdede åbningstider. Selvfølgelig kan man som butiksvagt altid indgå individuelle aftaler, så det passer bedre i ens program. Jo mere fleksibelt, jo færre huller!
Referatet fra bestyrelsesmødet den 27.4. vil blive lagt på hjemmesiden. Her vil der kunne læses detaljer.
INDLÆG FRA SPECIALVAREGRUPPEN
Projekt Troense-håndklædet – nu med karklud
Tak til alle, som har støttet ”Projekt Troense-håndklædet” – både til jer, som bidrager med arbejdskraft og til jer, som har købt de færdige arbejder. Alle støtter et godt formål, nemlig Kræftens bekæmpelse, og samtidigt er det hyggeligt at mødes og ”snakke håndklæder”.
Vi valgte at bestille garn hjem i 4 farver, og det er tydeligt, at den mørkegrå er meget populær, ja faktisk er den så populær, at køberne står i kø for at købe de færdige håndklæder. Vi har måttet oprette en venteliste!
Derfor er endnu en sending mørkegråt garn på vej, og vi glæder os til at udlevere det til de dygtige ”strikkere”.
Flere har efterspurgt karklude, og ”prototypen” er ved at være klar. Mønsteret er næsten en kopi af håndklædemønsteret, bare i mindre målestok. Et hurtigt og nemt lille håndarbejde, og ved at strikke karklude, bliver alle garnrester brugt hen ad vejen.
Det mørkegrå garn, karklude-prototypen, samt opskrift på karklud forventes at være klar i forretningen i slutningen af uge 18.
Venlig hilsen
Infogruppen